Skovelvere

Det retmæssige folk af Santillia

​

Karaktertræk

Trods den visdom og tålmodighed som skovelverne takket være deres sind og høje alder besidder, er de stadig glade og legesyge, og bestræber sig på at sprede glæde og lykke, hvor end de befinder sig. 

Dertil ligger det til deres natur at bringe trøst og lindring til alle, som sørger eller lider, et karaktertræk som til tider bringer skovelverne selv til græmmelse og kvide, fordi de ikke formår at sprede Sissiannas lyksalighed til alle levende væsener. 

Følelser såsom had og vrede ligger ikke til en skovelvers natur, men års krig og smerte under sortblodsvæsenernes første store angreb har ikke desto mindre lært dette blide folk hvad det vil sige at føle angst og afsky.

Ubegrundet udnyttelse af naturen er ikke et begreb, som er skovelverne bekendt; hvis nogen forsøger at drive hugst på deres skov, eller på anden måde at skade den, svarer elverne kort og kontant igen med en sværm af pile, sendt af sted fra ukendte skytter der gemmer sig i træer og krat. 

Ingen får ustraffet lov til at forgriber sig på skovelvernes hjem og fødested, som Sissianna i sin tid pålagde dem at varetage.

Udseende og påklædning

At skovelverne lever det meste af, hvis ikke hele, deres liv i skoven, påvirker den måde de klæder og udsmykker sig. Skovelverne har traditionelt udelukkende klædt sig i materialer, de kunne få fra skoven – som oftest skind, læder og planter. 

Igennem årene er de dog også begyndt at bruge vævede materialer af plante- og dyrefibre såsom uld, hør og bomuld, som de enten selv fremstiller eller handler sig til blandt menneskerne. 

Derudover er skovelverne blevet mestre i at fremstille mere kompliceret og innovativt stof i fks. mos, træ-fibre og endda ud af stadig levende ufarlig fungus, som de syr til funktionelle, men flotte dragter i flotte snit. Ofte har denne slags tøj særlige egenskaber, og det er på højeste mode, og beundres at eje sådant tøj. 

Skovelvere går praktisk klædt, for bedre at kunne bevæge sig gennem skoven. Deres tøj er ofte enkelt, praktisk og tætsiddende, og de foretrækker naturfarver som grøn, brun og grå, som går i ét med deres omgivelser.

De pynter sig med smykker af tilskåret træ og ben i elegante kunstneriske former, samt læder og visse planter, og de bruger ofte halvædelsten, rav, musling, perlemor, broderier af naturmaterialer, og fjer som detaljer.

​

Samfund og bolig

Skovelverne er et nomadefolk, men det er langt fra dem alle, som rejser rundt på konstant vandring igennem skovene. 

Der findes utallige små midlertidige byer rundt omkring i Santillia, Verdensskoven og i Eisloniens skovarealer, og i Santillia finder man de største permanente skovelviske byer. 

Disse byer er lige så forskellige i stemning, ånd og udseende som selve skovelvernes nomadelejre er.

En skovelvisk lejr kan variere kraftigt i størrelse med alt fra tyve medlemmer til hele tusind. Skovelverne slår helst lejr på steder, hvor landskabet allerede giver dem en vis behagelig levestandard; altså hvor der er adgang både til friskt vand og til byttedyr, hvor planterne vokser i en mængde, som kan brødføde hele stammen, og hvor enten klipper eller træer giver ly for regn og vind.

I de tider hvor sådanne belejlige nicher ikke lige kan findes, fordi stammen er vandret ind i et område, hvor der ikke er så meget naturligt læ, eller om vinteren hvor elverne ikke længere kan sove under åben himmel på grund af kulden, bor de også i telte, som er bygget af lærred, skind eller specielle vævede plantefibre med særlige vandafvisende egenskaber, som bliver spændt ud rundt om en træstamme, så det danner et cirkelrundt telt med træet som grundpille. 

Disse telte er dog ikke blot primitive cirkler.
Mange af teltene har dekorerede kanter og mønstre, og det er ofte set at teltene har flere niveauer i højden, således at de kan rumme enten hængekøjer længere oppe, eller indvendige platforme, enten af net eller træ.

Inde i teltene opbevarer elverne deres varme tæpper og pelse, som de kan sove i om vinteren, deres få ejendele og deres forråd, og hvad andre ting de nu end måtte have, som ikke ville klare sig godt i det fri. 

Det er dog mest kun om vinteren, at de selv opholder sig inde i teltene, eller når det regner om sommeren, for når det ikke er nødvendigt at søge ly for naturens velsignede luner, ynder elverne nemlig først og fremmest at sove på steder, hvor de kan se stjernerne eller træernes kroner, inden de falder i søvn.

Derfor er det også meget almindeligt at skovelverne sover i hængekøjer eller på net, hvor de kan ligge mageligt oppe blandt træernes kroner og nyde udsigten.

Ofte er skovelvernes lejre oplyste af masser af kulørte og smukke lyskilder mellem de mange flotte telte, og det er derfor helt magisk at træde ind i en skovelvisk lejr.

De små nomadesamfund bliver for det meste kun et par årstider, og sjældent mere end to år, på det samme sted, afhængigt af stammens størrelse, og af hvor gode de naturlige forhold omkring dem er.

Det er de færreste stammer, som rejser rundt uden mål og med – klanerne har oftest et par lejrpladser, som de benytter i et stykke tid, hvorefter de så rejser videre til den næste, når de bedømmer, at naturen omkring dem trænger til et ”hvil”. 

Elvernes grund til at leve som nomader er nemlig slet ikke, at de ønske se så meget af landet som muligt, modsat mange eventyrerer, som bare farer af sted gennem land og by uden egentlig at vide, hvor de vil hen: 

Skovelvernes grund til ikke at forblive for længe på det samme sted, er at de giver naturen tid til at komme sig ovenpå deres udnyttelse af den.

De lever gerne hele deres liv i skovene og har kun kontakt med de øvrige racer, hvis det er aldeles nødvendigt. 

Det er kun yderst sjældent, at de bevæger sig udenfor skovene, og når de gør, er det kun for kort tid ad gangen, da de føler sig udsatte og fremmedgjort uden ly fra træernes kroner.

Levevis
Fra de fødes til de dør, betragter skovelverne sig som en del af et fællesskab, hvor alles behov skal opfyldes, startende med de mest grundlæggende behov for overlevelse og omsorg. 

Følelsen af næstekærlighed overfor sine artsfæller er dybt indarbejdet i den skovelviske kultur, og egoisme eller andre former for snylteri tolereres ikke. 

Skovelverne lever i symbiose med naturen. De tager aldrig mere, end de har brug for, og sørger for at betale tilbage ved at pleje skoven og holde den fri for uvelkomne personer. 

De tager deres mission som naturens vogtere meget seriøst, og vil gøre mangt og meget for at opretholde den skrøbelige balance i verdenen. 

De er åbne og følelsesbetonede væsener, der som regel altid tilkendegiver deres følelser tydeligt overfor omgivelserne. 

Det kan i mange tilfælde føre til en opfattelse af skovelverne som næsten barnligt entusiastiske i gode tider, og tilsvarende som indelukkede, fjendske personer, når de er fortvivlede eller sørger. 

Skovelvere er dygtige jægere og de fleste lærer i en tidlig alder at følge et spor, og at overleve på egen hånd i naturen, samt at skyde med bue. 

Disse færdigheder kommer dem også til nytte senere i livet. 

Overfor fjender er elverne enestående spejdere, som med deres buer og spyd er frygtindgydende modstandere i kamp. 

Det meste af livet lever skovelverne i mindre stammer bestående af mellem 30 og 50 individer. Stammerne kan både være nomadiske eller fastboende. 

Hver stamme tager som regel navn efter dens leder eller et sted i skoven, som den har en særlig tilknytning til. 

Der er en tradition blandt skovelverne for, at hvert barn bliver givet et navn, der afspejler dets adfærd, mens det endnu er helt ungt. Når elveren træder ind i de voksnes rækker vælger det sig herefter et nyt navn, der beholdes resten af livet. Som regel er navnene relateret til naturen, og de vil ofte afspejle et element ved naturen, som den givne elver føler sig særlig knyttet til. 

Familieforhold 

De fleste bor i mindre familie-enheder af par og venner. 

Børn er en sjældenhed pga. den lange levetid, og fordi dødeligheden blandt elviske spædbørn er lav.

Over 70% af pardannelser er frie valg og det ses ofte at elvere har haft mange partnere, før de vælger at slå sig ned sammen.

Det sker dog fra tid til anden at en myndighed, familie eller samfund, bryder ind med et arrangeret bryllup. 

Dette kan ske for alle aldre og de fleste forhold ses derfor som en permanent midlertidig ting; skabt til at vare evigt, indtil....

Der bliver ikke rynket på næsen af hverken de frie eller arrangerede ægteskaber. For nogle vil det være det værste der kunne ske og andre igen, nægter at slå sig ned i et forhold, der ikke er arrangeret.

Langt de fleste arrangerede ægteskaber sker i Rimfrost, Ametyst, Egeblad og Mir Tarn, men alle familier har et par stykker.

​

Forhold til højelvere

Skovelvernes forhold til højelverne kan ses som komplekts og forvirret. 

Det mest åbenlyse er at de begge deler race og derfor samme ophav, historie, traditioner og på mange måder er genkendelige og derved trygge, modsat fx dværge der kan være fremmedartede.

Når det så er sagt føler skoveleverne også en mur mellem dem og højelverne, som de oftest anser som højelevernes skyld. 

Skovelverne snakker sjældent om det, men de føler at højeleverne fremmedgør dem og tager patent på deres historie og ældste traditioner. 

Hvor skoveleverne er gode til at ændre deres livsstil til hvor de bor og integrere sig i et nyt samfund, holder højeleverne mere fast i traditionerne.

Til slut ligger der en sky af mindreværd i forhold til højeleverne. De har formået at bevare deres fælles ældgamle kultur, hvor skovelevernes traditioner er blevet udviklet for at følge tiden.