Buranus-højelvere

​

I bjergene mellem Paravien og Kamirrhavet finder man det elviske rige Buranus.

Riget er etableret højt oppe i bjergene af en orden af højelvere, der her fandt et fristed, hvor deres kultur kunne få fred og udvikle sig uafhængigt af menneskenes indflydelse. 

Buranus’ elvere valgte i de tidlige tider et frivilligt eksil fra de øvrige elverriger, og siden da har Eisloniens adel holdt dem i vanære. 

Næsten al kontakt til Buranus er blevet afskåret, og riget har levet en mere eller mindre isoleret tilværelse igennem årtusinder. 

Om end der har været en vis kontakt til Santillias folk, har også den dog kun være sporadisk og af ringe omfang. 

Buranus har således været afskåret fra næsten al kontakt med de øvrige riger, og kulturen her har udviklet sig uafhængigt af de strømninger, som har kendetegnet Eislonien og Santillia. 

Den altovervejende del af Buranus’ befolkning er højelvere, og de fleste af disse tilhører to adelsslægter, Stringarth og Allundria, der i sin tid drog ud fra Eislonien og etablerede riget.

Der lever også enkelte skovelverfamilier i Buranus, men de to kulturer er efterhånden blevet flettet så meget sammen, at de kan være vanskelige at skelne fra hinanden. 

Der gøres ikke forskel på højelvere og skovelvere i riget, og man erkender, at begge kulturer har vigtige egenskaber at bidrage, men der synes dog at herske en vis opfattelse af, at højelverne er rigets oprindelige og sande befolkning, og at skovelverne derfor lever i Buranus på deres nåde. 

Alt i Buranus er opbygget omkring dets storslåede og veltrænede hær. Allerede fra en tidlig alder bliver børnene optaget på rigets akademier, hvor deres kundskaber indenfor krigskunsten bliver udviklet, indtil de som voksne kan optages som fuldbyrdede medlemmer i rigets styrker. 

Ikke alle indlemmes dog direkte i hæren. De elvere, der udviser mere intellektuelle færdigheder, trænes i stedet som præster, filosoffer eller rådgivere for de adelige. 

Religio er akademiet, der specialiserer sig indenfor klassiske færdigheder som religion, filosofi og politik. 

Her uddannes præster magikere og vismænd, og de mest kyndige af eleverne får titlen af triarle, som er forbeholdt fyrstens rådgivere og rigets mest fremstående diplomater. 

Religio-akademiet varetager også rigets store lovbog ’Komania Lex’. 

Magus-akademiet begår sig i videnskab og teknik i enhver forstand. 

Her indsamles viden fra hele verden, og akademiets lærlinge står for nytænkning og diverse udviklinger, som ikke kun kommer hæren til gode, men også resten af Buranus’ samfund. 

Robour er det traditionelle krigsakademi, hvor rigets soldater og befalingsmænd får deres uddannelse. 

Træningen er langvarig og hård, men de elever som fuldfører, er blandt de mest kyndige krigere på Niraham. 

Akkodia er det fjerde og sidste akademi, og det står for uddannelsen af håndværkere, landmænd, kunstnere og alle de andre praktiske kundskaber, som forsyner og opretholder rigets kultur. 

​

Styre 

Riget regeres enerådig af en fyrste, hvis magt udstrækker sig til ikke kun rigets beboere men også enhver elver, der igennem sit liv måtte have modtaget undervisning i et af rigets akademier. 

Den nuværende fyrste er Alidon Stella III, der har været ved magten siden år 842 EJ. 

Han er kendt som en mild og retfærdig hersker, der har brudt med adskillige af de gamle skikke. 

Han opretholder ganske vist stadig en vis afstand til både menneskene og de øvrige elviske riger, men under hans regeringstid er skellet blevet blødt op. 

Udover at have åbnet en smule op for handel med menneskene, har han også sendt sine styrker ud i verden, for at komme de øvrige elviske samfund til undsætning. 

Omkring sig har fyrsten et stort antal rådgivere, der er udvalgt blandt de mest talentfulde af Religio-akademiets studenter. 

De har ingen selvstændige beføjelser, men ofte får de tildelt selvstændige opgaver, som de udfører på fyrstens vegne. 

Herudover opretholder fyrsten et råd bestående af overhovederne for de fire akademier. Rådet udstikker rigets overordnede love, og har også meget at skulle have sagt i almene forhold. 

Formelt set har rådet kun en begrænset autoritet, men reelt bliver en stor del af rigets affære afklaret ved dets møder. 

Fyrstetitlen bliver som regel overdraget til overhovedet for Robour -akademiet, når den siddende fyrste mærker alderen presse, og føler at han ikke længere kan varetage sit hverv på behørig vis. 

Det er dog set enkelte gange, at en lavere rangerende indenfor akademiet har udvist en sådan kompetence, at vedkommende er blevet udpeget uanset sin ringere status. 

​

​

​

Religion 

Buranuselverne har til alle tider været tilhængere af De Sande Guder. 

Forud for himmelkrigene havde folket et særligt forhold til Nimar og hans bud, og de var ham loyale til døden. 

Visse betroede sig ganske vist til Gasnian eller Sissianna, herunder særligt de, der var af Magus– eller Akkodia-akademiet, men der kunne aldrig herske tvivl om, hvilken gud som var den foretrukne i riget. 

Samtlige fyrster i Buranus havde da også bekendt sig til Nimars lære, og det blev anset for en god skik at følge sin fyrste i denne henseende. 

Kort før himmelkrigene skete det imidlertid, at nye profeter begyndte at forkynde deres lære, og da ordet om Jorins komme nåede til Buranus, skulle det vende op og ned på deres verden. 

Det var en elver ved navn Wilwarian, der i år 1432 EJ - 37 år før himmelkrigene - for første gang prædikede Jorins bud for Buranus’ folk. 

Nimar havde optaget Jorin - sin øverste forkæmper - blandt Aferheims guder, og han var nu begyndt at samle sig sine egne tilhængere. 

Buranus modtog denne nyhed med stor velvilje, og fyrsten tillod snart efter sit folk at konvertere til Jorin, såfremt de skulle ønske. 

Fyrsten selv forblev dog tro mod Nimar indtil himmelkrigene, hvor også han så styrken i Jorins bud og lod sig omvende. 

Siden da har Jorin været den mest udbredte lære i Buranus. Jorins ideologier er indbegrebet af Buranus’ mentalitet og livsstil, og man kan vanskeligt tænke sig, at nogen anden gud skulle kunne tiltale folket så meget som ham. 

Der er dog stadig en del tilhængere af Nimar i riget, og også visse Sissianna– og Gasnian-tro holder ihærdigt fast ved deres gamle lære. 

Vinterskoven I år 8 EH spredte sig en stor sorg blandt Nirahams elverfolk. 

En delegation af sortelvere havde formået at bryde gennem forsvaret hos Vinterskovens elvere og havde med gammel magi formået at plante en spire af ondskab i det livstræ, der voksede her. 

Skovens beskyttere var rådvilde, og stod nu uden den beskyttelse, som livstræet tidligere havde skænket dem. 

Blottede og hjælpeløse sendte de bud ud til hvert et hjørne i Niraham med en bøn om hjælp. Træet var svækket og fjenderne mange, og folket var for få til at kunne beskytte det. Deres bønner var imidlertid forgæves. End ikke Eisloniens elverfyrster ville sende støtte til deres racefæller i vest. 

Da trådte Buranus’ folk i karakter. 

Fyrst Alidon Stella III befalede, at en styrke skulle mønstres og sendes til Vinterskoven. Hæren stod snart efter klar, og Attica Stringarth, en hærfører med en langvarig og succesfuld karriere bag sig, blev givet til opgave at lede hæren på den lange og farefulde færd mod nord. 

Hærstyrken ankom til Vinterskoven i det følgende år, og påbegyndte da arbejdet med at opføre en prægtig fæstning nær livets træ, som skulle være elvernes bastion mod mørket.

Da fæstningen stod færdig, skænkede folket den navnet Stella Luminos. 

Siden da har Buranus regelmæssigt sendt forstærkninger til Vinterskoven, og de har formået gradvist at tvinge sortelverne bort. 

Nye fjender er imidlertid kommet til, og hver dag byder på nye farer. 

Stadig står Stella Luminos imidlertid stolt, og elverne forsvarer ihærdigt skoven og livstræet mod enhver fjende. 

Det store brud med Eislonien

I årene omkring 5500 FJ var det langt om længe lykkedes elverne at bryde sortelvernes tag på verden og trænge dem tilbage til deres underjordiske hjem. 

Da nyheden blev spredt, brød folket ud i jubel og de ellers så reserverede elvere gav for en gangs skyld deres følelser frit løb, og lod tårer flyde i glæde. 

De måtte imidlertid snart lægge beslag på deres følelser igen, og forholde sig til Niraham og de skader, som sortelverne havde forvoldt. Næsten halvdelen af elvernes skove var gået tabt, og flere hundrede elverslægter var blevet udryddet. 

Eisloniens senat med højkongen Tenagei Keladon lagde sjæl og energi i at beskytte racen mod fremtidige angreb fra sortelvernes hånd, og midlet skulle være at åbne for optagelsen til Cristaliatårnets akademi, hvor uddannelsen af rigets magikere fandt sted. 

Såfremt sortelverne igen skulle nærme sig rigets grænser, ville de blive mødt af en uovervindelig hær af kyndige elviske magibrugere, hvis lige Niraham aldrig tidligere havde set. 

Ikke alle var imidlertid fortalere for denne løsning. 

Mange af de, der havde bekæmpet sortelverne, havde på egen hånd måttet erkende, at også de besad mægtig magi, og at elvernes kundskaber kun sjældent havde en nævneværdig effekt. 

Der etablerede sig derfor en fraktion i senatet, med højkongens yngre broder, Ayrimir Keladon, i spidsen, der så det som den eneste sikre løsning, at man øjeblikkeligt påbegyndte opførelsen af enorme fæstningsværker langs grænsen til Eislonien og for altid fremover afskar enhver kontakt til omverdenen - mennesker som elvere. 

Det førte en lang og bitter strid med sig, og Keladon-slægten selv endte med at blive splittet. 

Tenagei nægtede imidlertid at bøje sig, og i 5396 FJ traf Ayrimir den skelsættende beslutning at forlade Eislonien. 

Det var en sorgens dag, da han og hans familie forlod riget. 

Med sig havde de husene Stringarth og Allundria, der til alle tider havde været Ayrimirs tro støtter i senatet, og som delte hans vision om at etablere et nyt rige, hvor elvere kunne leve i tryghed og fred. 

Der var ligeledes et antal familier af skovelvisk herkomst, som var blevet hjemløse under krigen, da deres skov blev brændt, og som nu valgte at følge Ayrimir i håbet om at finde nye og uberørte skove i det fjerne. 

For at undgå de sydlige riger, hvis menneskelige befolkning elverne havde haft stridigheder med igennem årtusinder, drog Ayrimir og hans følge i stedet nord om Rustbjergene og fulgte Iskysten. 

Det var en lang og hård rejse, og selv på de varmeste dage bed kulden stadig hårdt. Mad var også en mangelvare, og mere end én gang måtte de trække våben mod de orkstammer, der havde territorier langs ruten. 

Efter næsten halvandet års rejse nåede elverne til den egn, hvor Gothia nu er beliggende, og stiftede bekendtskab med de menneskestammer, der havde deres hjem her. 

Menneskene havde ligesom elverne lidt meget under sortelvernes fremstød, og på trods af deres indbyrdes forskelle, fandt de to racer alligevel sammen i en indbyrdes forståelse. 

Det følgende år drog elverne videre sydpå og ankom til de lande, hvor Paravien nu er at finde. 

Landet var dengang sparsomt befolket, og i de sydøstlige egne fandt elverne et område, hvor de valgte at etablere deres nye samfund. 

I år 5375 FJ stod den første prægtige by færdig, og de gav den navnet ’Stella Paria’. 

Ayrimirs folk havde imidlertid ikke lang tid til at nyde dens skønhed. 

Rygter om elvernes komme havde spredt sig blandt menneskene, og de drog nu mod byen i store antal. For at beskytte deres folk, opførte elverne en stor ringmur udenom Stella Paria, og optegnede grænser i afstanden af en dagsmarch rundt om byen, indenfor hvilke de udråbte sig som enerådige herskere. 

De gav dette land navnet ’Triarlien’. Ayrimir Keladon lod sig herefter krone til fyrste i år 5365 FJ, og som sin første gerning nedsatte han et senat, som det man havde kendt i Eislonien. Kloge af skade tillagde man dog fyrsten den endegyldige beslutningsret i senatet. 

Det var også i disse år, at man nedfældede den store lovbog, Komania Lex, som indeholdt alle befalinger og love over folket. 

Endelig så disse tider også begyndelsen på de fire akademier, som lige siden har præget livet for Buranus’ folk. Herefter passerede godt og vel 500 år hvor riget og dets folk trivedes. Kulturen udviklede sig og elverne opretholdt en høflig men bestemt distance til de menneskelige kulturer. 

Efterhånden som menneskenes kendskab til elverne voksede, gjorde deres misundelse og begær imidlertid det samme, og med tiden begyndte elverne at opleve hyppigere og hyppigere overfald på deres spejdere. 

Til sidst blev det elverne for meget. 

De erkendte, at de aldrig ville kunne vide sig sikre, så længe de blev ved med at leve på de åbne stepper, og i år 4874 FJ begyndte senatet derfor at sende spejdere ud i verden, for at finde en ny egn, der kunne huse deres folk. 

Efter to års søgen kunne de melde tilbage, at man i bjergkæden mod sydøst havde fundet et isoleret højland skjult bag de snedækkede tinder. 

Landet var frit for menneskelige beboelser og lå umiddelbart ud til det hav, der sidenhen ville blive kendt som Kamirrhavet. 

Det var et idealt sted at bosætte sig - jorden var frugtbar, og folket ville være beskyttet af de høje bjerge. 

Langsomt men støt begyndte man derfor at eskortere folket til denne nye egn, og man opførte byen Katena, der sidenhen skulle blive hovedstad i det nye rige - Buranus. 

Bevægelsen blev en længerevarende proces end man havde håbet. 

Alle familier skulle beskyttes på den lange rejse mod de insisterende angreb fra mennesker alt imens man var tvunget til på samme tid at værne om både Stella Paria og grænsen til Buranus. 

I år 4735 FJ forlod de sidste elvere dog Triarlien, og for at mærke deres afsked, var deres sidste gerning i riget at stikke den prægtige by Stella Paria i brand. 

Siden hen har Buranus været deres hjem, og kulturen er her blomstret op uden synderlige indblanding fra Nirahams øvrige folkeslag. 

Mennesker er bandlyst i riget og selv Eisloniens og Santillias folk rejser kun sjældent hertil.

(Opdateres løbende)